Le Muuuuur de Huy!!!!

SÅ er det blevet dagen før dagen derpå! Og dagen efter tourens proklamerede kongeetape på 220 km. Meeeen,, jeg vil sige dagens 180 km aspirerede kraftigt til titlen med i hvert fald 800 højdemeter indenfor de første 30 km. Ikke lige den foretrukne måde at starte en "restitutions" dag på.. Så vi blev alle taget med cykelbukserne nede - fy hvor var det strengt! Men igennem kom vi alle - på den ene eller anden måde!
Og så var der jo igår... Har tænkt på Le Mur siden sidste år - da jeg erfarede at ikke alle feltets "store" drenge kunne kæmpe sig op ad den! Jeg var fra morgenstunden lidt groggy,, ved ikke hvordan, men en gang halsbetændelse har fået lusket sig ind fra højre, og to tell you the truth, så var jeg ikke sikker på jeg ville overleve etapen uden en tur i servicebilen! Så Rikke B måtte ty til noget jeg ellers ALDRIG gør--- piller! Dopet med 2 pinex og en 600 mg ibuprofen var jeg nogenlunde kørende. Da vi så triller ind i byen der huser Le Mur, begynder nervøsiteten at melde sig! Ligesom før en vigtig kamp - sommerfugle i maven og det hele! Efter en giftig nedkørsel, der nærmest resulterede i krampe-agtige tilstande i begge forarme pga. kongruent panik-bremsning, tronede det velkendte kloster frem, der ligger for foden af Huy.
Selve opkørslen til Huy var lidt tumult agtig, med et lyskryds midt i det hele, og en af mine holdkammerater der proklamerede at "nårh, den er da ikke så slem". Jeg måtte bide mig selv i tungen - og prøve at holde koncentrationen - der var jo trods alt kun én vej og det var op. Enten cyklende eller gående! Turen op husker jeg kun i brudstykker.. Team Vordingborgs service hold havde placeret en vogn ca. midt på bjerget - ude i kanten og helt forsvarligt.. husker noget "godt kørt" og nogle klapsalver.. derefter Asger - den officielle Rynkeby fotograf, der følger mit tråd på klods hold med sit kamera.. derefter Jan Pelle (servicemand i hurtigbilen) der sidder på hug, lige for enden af et seriøst stejlt stykke (min max puls var nået og min ellers normalt kontrollerede vejrtrækning erstattet af en piben og hvæsen), det eneste jeg får prustet frem er "Fuuuuuck"... næste jeg møder er Knud, der måtte stå af og pruster "fandeme godt kørt Rikke", derefter Michael der står i den anden side og besejret må se i øjnenene at pokkers - der var kun 25 m op.. Det aller sidste jeg husker, er min far og Fru Pelle, på toppen af bakken. Min far med kameraet på paparazzi mode. Mig: "nej nej nej" Fru Pelle: "jo jo jo!!! Godt kørt!" På toppen en pause på 2-3 minutter bøjet over styret, pibende og hvæsende med galoperende hjerte! JEG GJORDE DET!!! Da cyklen var afmonteret og vejrtrækningen normal, sank bedriften ind. Nummer 7 (eller 8, det er lidt uklart) og første kvinde over muren!
Resten af etapen kan jeg slet ikke huske - udover at den var lang - og at jeg kom op på over 60 km/t i min jagt på feltet.. jeg fik defekt midt på en bakke - jævnt træls! Og så måtte jeg jo efter dem! Det bliver man helt afhængig af - men hjernen skal kunne slås fra, ellers er det er no-go!

Imorgen, rammer vi Paris! Sidder på et hotel 94 km derfra og glæder mig glæder mig glæder mig til vi når Champs Elyssees! Det bliver fantastisk!
Gode ben og medvind herfra!